Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 8 af 2. april 2002 om ophævelse af lejemål i Hjemmestyrets og kommunernes udlejningsejendomme.

 

I medfør af § 56, stk. 3 i landstingsforordning nr. 5 af 31. maj 2001 om leje af boliger fastsættes:

 

Ophævelse af lejemål

§ 1. Udlejer skal hæve en lejeaftale, såfremt forfalden husleje, varmebetaling eller afdrag på depositum eller betalingsaftale ikke er betalt senest 3 hverdage efter skriftligt påkrav om betaling er modtaget.
Stk. 2. Forinden et lejemål hæves skal der meddeles lejeren skriftligt påbud om at bringe forholdet i orden, jf. § 4.

§ 2. Udlejer skal hæve en lejeaftale, hvis lejeaftalen er væsentligt misligholdt og det forhold, der lægges lejeren til last, er af væsentlig betydning, jf. stk. 2-3.
Stk. 2. En lejeaftale er væsentligt misligholdt, såfremt lejeren uden aftale med udlejer fremlejer, overlader brugen af boligen til andre eller fraflytter boligen i utide, og lejeren ikke omgående bringer forholdet til ophør efter, at skriftligt påbud er modtaget.
Stk. 3. En lejeaftale er væsentligt misligholdt, såfremt lejeren vanrøgter boligen og ikke udbedrer skaden senest 14 dage efter, at skriftligt påkrav er modtaget eller lejeren "gentagne" gange i løbet af en kortere periode overtræder husordenen, på trods af, at lejeren har modtaget skriftligt påbud om ikke at overtræde ejendommens husorden.

§ 3. Udlejer kan hæve lejemålet, når lejeren udøver en adfærd, som er til alvorlig gene for ejendommen, udlejer, dennes ansatte, andre lejere i ejendommen eller andre, der lovligt færdes i ejendommen, herunder:
1) når lejeren udøver eller truer med fysisk vold over for de pågældende personer.
2) når lejerens adfærd kan være til fare for ejendommen eller de pågældende personer, herunder på grund af anvendelse af våben eller opbevaring af farlige materialer i det lejede, eller
3) når lejeren i øvrigt har udvist en adfærd af en sådan karakter, at det anses for nødvendigt, at lejeren omgående fjernes fra boligen eller ejendommen.
Stk. 2. Lejemålet kan hæves, uanset om den i stk. 1 beskrevne adfærd udøves af lejeren selv, lejerens husstand eller andre, som lejeren har givet adgang til det lejede.

 

Skriftligt påbud

§ 4. Skriftligt påbud skal meddeles således, at lejeren får en frist til at bringe det forhold, der lægges lejeren til last, i orden.
Stk. 2. Skriftligt påbud skal indeholde oplysninger om
1) de omstændigheder, der begrunder påbuddet,
2) den bestemmelse i Landstingsforordning om leje af boliger, der indeholder hjemlen til at ophæve lejeaftalen,
3) at lejeaftalen vil blive ophævet, hvis påbuddet ikke efterkommes inden den i påbuddet fastsatte frist, og
4) at lejemålet skal fraflyttes straks i forbindelse med ophævelsen.
Stk. 3. Skriftligt påbud i henhold til § 1, stk. 1, § 2, stk. 2 og 3 samt § 7, stk. 3 skal sendes til lejeren ved anbefalet brev eller afleveres pr. bud på boligens adresse. Lejerens kvittering for modtagelse af anbefalet brev eller buddets skriftlige erklæring om brevets aflevering er udlejers dokumentation for, at et skriftligt påbud er kommet frem. Skriftligt påbud i henhold til § 2, stk. 2 er kommet frem når det pr. bud er afleveret på boligens adresse.

 

Ophævelse af lejeaftaler

§ 5. Er et skriftligt påbud ikke efterkommet inden den fastsatte frist, jf. §§ 1, 2 og 7, skal udlejer uden ophør ophæve lejeaftalen.
Stk. 2. Ophævelsen skal skriftligt meddeles lejeren. Meddelelsen skal udover de oplysninger, der skal fremgå at et skriftligt påbud, jf. § 3, tillige indeholde oplysninger om ophævelsens konsekvenser, herunder
1) hvornår boligen skal være fraflyttet og tømt for bohave,
2) hvornår nøglerne til lejemålet skal være afleveret til udlejer,
3) hvornår besigtigelse af boligen skal finde sted,
4) til hvilket tidspunkt, der skal betales husleje, varme m.v., og
5) hvilke øvrige udgifter lejeren skal erstatte udlejeren, f.eks. tab, der følger af misligholdelse, omkostninger ved udsættelse af lejemål og lignende.
Stk. 3. Udlejeren skal bestræbe sig på at genudleje det lejede. Hvad udlejeren får eller burde have fået i lejeindtægt ved genudlejning i det tidsrum, hvor lejeren hæfter for huslejen, skal fragå i kravet overfor lejeren, jf. stk. 2, nr. 4 og 5.

 

Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2002.
Stk. 2. Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 4 af 7. januar 2002 om ophævelse af lejemål i Hjemmestyrets og kommunernes boliger.

§ 7. Udlejers krav på husleje, varmebetaling eller afdrag på depositum eller afdrag på betalingsaftale forfaldet til betaling før den 1. april 2002 kan ikke danne grundlag for ophævelse af lejemål efter denne bekendtgørelse, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Udlejer skal inden 1. november 2002 opfordre lejer til at indgå aftale om betaling af de i stk. 1 nævnte fordringer. Såfremt lejer ikke har indgået en aftale om betaling senest 2 måneder efter udlejer skriftligt har opfordret lejer hertil kan udlejer ophæve lejemålet efter reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 3. Misligholder lejer en allerede indgået aftale om betaling af de i stk. 1 nævnte fordringer skal udlejer ophæve lejemålet efter reglerne i denne bekendtgørelse. En betalingsaftale er misligholdt, såfremt et forfaldent afdrag ikke er betalt senest 3 hverdage efter skriftligt påbud om betaling er modtaget.




Grønlands Hjemmestyre, den 2. april 2002




Jørgen Wæver Johansen

/

Jens K. Lyberth